Grev Vittorio sidder og sukker i Bobolihaven ved Firenze. Han sukker over Italiens skæbne, og over at han selv må tilbringe sin tid der. Han begræder, at landet i dag er delt op i små ligegyldige fyrstendømmer, og at det har ladet sig påvirke af den franske og engelske kultur i stedet for som i Renæssancen at male og tænke hele Europa ud af Middelalderens mørke. Den unge mand er ikke bare greve, han er også digter, og hans digteriske talent kan enten blive hans redning eller hans undergang...